De fleste bryllupper i Danmark foregår om foråret, sommeren og i efteråret. I vinterhalvåret er der færre der vælger at holde drømmebrylluppet. Jeanne og Mads fra Jyllinge havde dog valgt det anderledes. De havde nemlig bevidst valgt et vinterbryllup lige midt i december måned, hvor juletravlheden mange steder begynder at tage fart.
Et vinterbryllup kan noget helt andet end et sommerbryllup. Desværre kan det være svært at planlægge det til at ligge på en dag med sne. Men her var Jeanne og Mads utroligt heldige. Dagen før deres store dag, faldt der et fint lag hvid sne, som lå så flot på bryllupsdagen. Det betød at vi kunne skyde en serie dejlige bryllupsportrætter, med det smukkeste snelandskab som baggrund. Man kan nok ikke være mere heldig med vejret, for et par dage senere ville billederne være blevet meget anderledes.
En anden ting der er vigtig når man planlægger et vinterbryllup, det er tidspunktet på dagen. Når man skal fotografere smukke portrætbilleder, så er lyset altafgørende. Om vinteren går solen som bekendt tidligt ned. Så hen på eftermiddagen kan det være svært at skabe brugbare billeder. Men brudeparret havde planlagt deres dag godt, så vi kunne få billederne i hus før solnedgang.
Vielsen foregik i Hellig Kors Kirke i Jyllinge. Det er en moderne designet bygning med højt til loftet, store panorama vinduer mod vandet og et stort lyst kirkerum. Her fik brudeparret givet hinanden deres ”Ja”, og de kunne lade sig fejre at gæsterne efter vielsen.
Vi skød første del af portrætterne lige efter vielsen i området bag ved kirken, og så et par stykker inde i det store flotte kirkerum. Herefter gik turen til Skjalm Hvide Hotel i Jørlunde ved Slangerup. Her skød vi de sidste portrætbilleder i serien, inden det var tid til bryllupsreception med den traditionelle kageskæring. Dagen sluttede for fotografen, med at skyde billeder af begyndelsen på bryllupsfesten. Herefter kunne brudeparret feste videre sammen med alle deres gæster.
Brudepar: Jeanne & Mads
Vielse: Hellig Kors Kirke, Jyllinge
Bryllupsportrætter: Hellig Kors Kirke & Skjalm Hvide Hotel
Bryllupsfest: Skjalm Hvide Hotel, Slangerup